Vi er nu i Ur-Australien. Nærmere betegnet i Ayers Rock – eller Uluru, som det hedder på det oprindelige sprog. Det ligger i landets Northern Territory, knap 3 timers flyvning vest-nordvest for Sydney. Det ligger midt i den australske Outback – udørken, bush – eller hvad den slags områder nu kaldes. Her hedder det altså Outback.
Her midt i No-where har man bygget et resort ( en slags menneskeskabt oase ), Ayers Rock Resort med egen lufthavn. Og med en kapacitet på omkring 500.000 besøgende pr. år.
Og hvorfor har man så det ? Fordi naturen viser sig fra en aldeles spændende side her på egnen. Først og fremmest med en KÆMPE rød monolit ( rock ). 342 meter høj, 9 ½ km i omkreds og med en dybde ned i undergrunden på 5 km ! Den hedder Uluru. Ca. 15 km her fra Resortet. Der findes kun én monolit i verden, der er endnu større. Den ligger oppe i Nordvest-Australien.
Omkring 50 km herfra ligger en lignende samling røde bjerge. Dog ikke én monolit. De hedder The Olgas ( opkaldt efter en dronning fra Bayern ! ). Eller på lokalsproget: Kata Tjuta ( der betyder Mange Hoveder ).
Vi har de sidste par dage besøgt dem begge. Både ved solnedgang og ved solopgang. Og også i dagens løb. Det fantastiske ved solopgange og –nedgange er, at stenene i løbet af meget kort tid skifter mellem mange farver. Afhængig af, hvor solen befinder sig. Og vi er blevet fortalt, at dette endda skifter fra dag til dag. Afhængig af vind og vejr. Et fantastisk skue, må man sige. Godt hjulpet af, at vi især ved solnedgange har set dem med en ”Sun-downer” eller to i hånden. Det er en kold drink. Men modsat i Sydafrika er sundowners her alkoholfrie. Det gør dog ikke naturens spil mindre imponerende.
Hvad der yderligere gør disse sten og bjerge til noget særligt er, at Australiens oprindelige beboere, the Aboriginals, anså og stadig anser dem for at være meget hellige steder i deres mytologi. Især Uluru. Derfor er der steder på og ved stenen, hvor det er forbudt at fotografere. Og der er flyveforbud over Uluru. Det bliver dog ikke altid overholdt af de helikoptere, der formedelst hård mammon viser turister rundt fra luften.
I kan se meget mere om både Uluru / Ayers Rock og om Kata Tjuta / The Olgas på både Google ( tekst ), Flickr ( fotos ) og YouTube ( videos ). Og på mine egne Flickr- og NJTube sites, når jeg er hjemme i Europa igen !
Har vi så set mange Aboriginals her ? Svaret er nej. De er her stadig væk. Nogle af dem bor i landsbyer i området med skoler, m.v. Andre er fortsat nomader. Man kalder disse ur-folk for Nations. Men man har helt bevidst undgået at lave området til en slags ”zoologisk have”, hvor man viser urfolkene frem. Vi ser dem ind imellem i gadebilledet. Både her i Ayers Rock Resort ( hvor jeg indtil nu har set 3 ) og rundt omkring i de storbyer, vi har besøgt. Hele området her er for omkring 30 år siden givet tilbage til The Aboriginals ( og det er sket mange steder i Australien ). Og de bestemmer derfor meget i deres områder. F.eks. at det mange steder nu er forbudt at grave opaler op af jorden. Her i Ayers Rock området har regeringen lejet hele området tilbage i 99 år. Og det drives sammen med de lokale Aboriginals. Det koster f.eks. 25 Aus$ at kommer ind i nationalparken her. Og heraf får de lokale automatisk godt 8 Aus$.
Den eneste kontante måde vi føler de særlige regler her er, at man ikke kan købe vin eller spiritus i supermarkedet. Og køber man det i en af barerne, skal man drikke det indendøre og helst lidt i det skjulte. Man skal endda opgive på sit hotel og sit værelsesnummer, inden udskænkningen kan gå i gang. Formålet er givetvis at forhindre, at de mange sociale og menneskelige problemer, som the Aboriginals åbenbart har, ikke slår over i vildt drikkeri. Man kan efter min mening med god ret sige, at dette er australiernes Grønlands-problem. Spørgsmålet er så, om de griber det an på den bedst mulige måde ?!
Vi har fantastisk godt vejr her. Om dagen omkring 30 grader og en del vind. Og fuld sol. Om natten ned til 7-8 grader. Der har i år været usædvanligt meget regn, også for en halv snes dage siden. Derfor er der overalt meget grønt. Det er der normalt ikke.
En anden konsekvens af regnen er, at flueplagen er større end sædvanlig. I april bliver det endnu værre, trøster de lokale os. Men det hjælper ikke så meget L De er meget næsvise og nærgående. Især i ansigtet, hvor de energisk forsøger at kravle ind i alle de huller, de kan finde. Alle mennesker går konstant og vifter sig for ansigtet med den ene hånd. En lokal spøgefugl kaldte denne bevægelse for australiernes officielle hilsen ! Efter at have øvet os i denne hilsen den første dag, har vi nu hver især udstyret os med særligt byggede fluenet til at tage over hovedet. De er 100 % effektive mod de frække fluer. Men også ganske besværlige, når man forsøger at indtage faste eller flydende varer !
I aftes havde vi en særlig oplevelse. Først var vi til udendørs barbecue med glimrende mad. Dog noget generet af agressive myg, der med god held indsugede mængder af turistblod. Og derefter en fantastisk præsentation af stjernehimlen. Den sydlige, vel af mærke. Med al lys slukket omkring os og med fremragende forklaring af vor guide / ranger, der var udstyret med en yderst effektiv laser-lampe, der næsten kunne oplyse hver stjerne ! Vi fik forevist bl.a. Sydkorset, Orion, og andre stjernebilleder. Inkl. de myter og fortællinger, som The Aboriginals tillagde dem. Og vi fik lært, hvordan vi på flere forskellige måder lynhurtigt kan pejle os frem til, hvor Syd er på himlen. Imponerende syn. Inkl. fjerne, men også tydelige andre galakser ( mælkeveje ). Min gamle interesse for astronomi og planer om at blive astronom, da jeg gik i gymnasiet, fik et gevaldigt lift i aftes!
Og hvad synes jeg så om oplevelserne her ? Inden jeg afslører det, vil jeg sige, at jeg fornemmer, at vore tre besøg i Sydafrika på en måde har ”ødelagt” en del af oplevelsen her. Meget er det samme i denne store natur. Og man forventer, at der hele tiden dukker en løve eller et næsehorn frem. Men det gør der ikke. Det højeste man kan drive det til her er et firben og en enkel dromedar. Forskellen er også, at mens Sydafrikas Bushveld er meget bevokset og afvekslende, så er der her hele tiden masser af det samme.
Jeg ved, at sammenligningen nok er lidt urimelig. Som at sammenligne æbler og pærer. Og der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at det er en meget stor oplevelse af være her. Og oplevelsen bliver formentlig ikke mindre af at sætte sig og komme på afstand. Sådan var det for mig også i Sydafrika.
Når vi kører gennem The Outback her, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på min søde niece Helene, der indtil for meget nylig har arbejdet et par år i områder som dette. Nemlig på store kvæg- og fårefarme. Hun var vild med det. Storheden kom blandt andet frem ved, at hun ikke brugte hunde til at samle dyrene. Hun kørte på en stor motorcykel! Alle dimensioner er bare meget større på disse kanter.
Det er vore oplevelser også ! Og The Olgas tager prisen ! Mere spændende, mere interessante end Uluru. Selv om det er den sidste, der er mest kendt.
