Min vurdering af hele vor herlige tur !

Alt godt har en ende. Det har vores fantastiske tur også. Det er tid at gøre status. Det er naturligvis ikke nemt.

Hvordan sammenligner man de mange forskellige oplevelser vi har haft den seneste måneds tid ?  Det er næsten som at spørge: Hvad er højest – et tordenskrald eller Rundetårn ?!

Men jeg vil alligevel gøre et forsøg.

Jeg vil prøve at opstille vore største oplevelser på en skala fra 0 ( det mindst gode ) til 10 ( det allerbedste ).

Her er min personlige liste:

Perth:            6

Banbury:      2

Albany:         5

Adelaide:     4

Melbourne: 8

Burney ( især udflugten ):  7

Hobart:         9

NZ Sounds:  8

Dunedin, især the Gorge:   9

Akaroa:        7

Wellington: 7

Sydney:        9

Blue Mountains:   9

Uluru:           7

The Olgas:   8

Vort skib: Rhapsody of the Seas:  8

Hygge og stemming:    10

 

Tak til dem, der fulgte os aktivt på vejen.

Et elektronisk Flickr fotoalbum følger snarest muligt. Også nok også nogle korte videoer på NJTube J

Niels Jørgen Thøgersen

kimbrer@gmail.com

Sydney, March 31, 2011 

Advertisements
Posted in Uncategorized | Leave a comment

Varme hilsner fra The Outback i Ayers Rock !

Vi er nu i Ur-Australien. Nærmere betegnet i Ayers Rock – eller Uluru, som det hedder på det oprindelige sprog. Det ligger i landets Northern Territory, knap 3 timers flyvning vest-nordvest for Sydney. Det ligger midt i den australske Outback – udørken, bush – eller hvad den slags områder nu kaldes. Her hedder det altså Outback.

Her midt i No-where har man bygget et resort ( en slags menneskeskabt oase ), Ayers Rock Resort med egen lufthavn. Og med en kapacitet på omkring 500.000 besøgende pr. år.

Og hvorfor har man så det ? Fordi naturen viser sig fra en aldeles spændende side her på egnen. Først og fremmest med en KÆMPE rød monolit ( rock ). 342 meter høj, 9 ½ km i omkreds og med en dybde ned i undergrunden på 5 km ! Den hedder Uluru. Ca. 15 km her fra Resortet.  Der findes kun én monolit i verden, der er endnu større. Den ligger oppe i Nordvest-Australien.

Omkring 50 km herfra ligger en lignende samling røde bjerge. Dog ikke én monolit. De hedder The Olgas ( opkaldt efter en dronning fra Bayern ! ). Eller på lokalsproget: Kata Tjuta ( der betyder Mange Hoveder ).

Vi har de sidste par dage besøgt dem begge. Både ved solnedgang og ved solopgang. Og også i dagens løb. Det fantastiske ved solopgange og –nedgange er, at stenene i løbet af meget kort tid skifter mellem mange farver. Afhængig af, hvor solen befinder sig. Og vi er blevet fortalt, at dette endda skifter fra dag til dag. Afhængig af vind og vejr. Et fantastisk skue, må man sige. Godt hjulpet af, at vi især ved solnedgange har set dem med en ”Sun-downer” eller to i hånden. Det er en kold drink. Men modsat i Sydafrika er sundowners her alkoholfrie.  Det gør dog ikke naturens spil mindre imponerende.

Hvad der yderligere gør disse sten og bjerge til noget særligt er, at Australiens oprindelige beboere, the Aboriginals, anså og stadig anser dem for at være meget hellige steder i deres mytologi. Især Uluru. Derfor er der steder på og ved stenen, hvor det er forbudt at fotografere. Og der er flyveforbud over Uluru. Det bliver dog ikke altid overholdt af de helikoptere, der formedelst hård mammon viser turister rundt fra luften.

I kan se meget mere om både Uluru / Ayers Rock og om Kata Tjuta / The Olgas på både Google ( tekst ), Flickr ( fotos ) og YouTube ( videos ). Og på mine egne Flickr- og NJTube sites, når jeg er hjemme i Europa igen !

Har vi så set mange Aboriginals her ? Svaret er nej. De er her stadig væk. Nogle af dem bor i landsbyer i området med skoler, m.v. Andre er fortsat nomader. Man kalder disse ur-folk for Nations. Men man har helt bevidst undgået at lave området til en slags ”zoologisk have”, hvor man viser  urfolkene frem.  Vi ser dem ind imellem i gadebilledet. Både her i Ayers Rock Resort ( hvor jeg indtil nu har set 3 ) og rundt omkring i de storbyer, vi har besøgt.  Hele området her er for omkring 30 år siden givet tilbage til The Aboriginals ( og det er sket mange steder i Australien ). Og de bestemmer derfor meget i deres områder. F.eks. at det mange steder nu er forbudt at grave opaler op af jorden.  Her i Ayers Rock området har regeringen lejet hele området tilbage i 99 år. Og det drives sammen med de lokale Aboriginals. Det koster f.eks. 25 Aus$ at kommer ind i nationalparken her. Og heraf får de lokale automatisk godt 8 Aus$.

Den eneste kontante måde vi føler de særlige regler her er, at man ikke kan købe vin eller spiritus i supermarkedet. Og køber man det i en af barerne, skal man drikke det indendøre og helst lidt i det skjulte. Man skal endda opgive på sit hotel og sit værelsesnummer, inden udskænkningen kan gå i gang.  Formålet er givetvis at forhindre, at de mange sociale og menneskelige problemer, som the Aboriginals åbenbart har, ikke slår over i vildt drikkeri.   Man kan efter min mening med god ret sige, at dette er australiernes Grønlands-problem. Spørgsmålet er så, om de griber det an på den bedst mulige måde ?!

Vi har fantastisk godt vejr her. Om dagen omkring 30 grader og en del vind. Og fuld sol. Om natten ned til 7-8 grader.  Der har i år været usædvanligt meget regn, også for en halv snes dage siden. Derfor er der overalt meget grønt. Det er der normalt ikke.

En anden konsekvens af regnen er, at flueplagen er større end sædvanlig. I april bliver det endnu værre, trøster de lokale os. Men det hjælper ikke så meget L  De er meget næsvise og nærgående. Især i ansigtet, hvor de energisk forsøger at kravle ind i alle de huller, de kan finde.  Alle mennesker går konstant og vifter sig for ansigtet med den ene hånd. En lokal spøgefugl kaldte denne bevægelse for australiernes officielle hilsen ! Efter at have øvet os i denne hilsen den første dag, har vi nu hver især udstyret os med særligt byggede fluenet til at tage over hovedet. De er 100 % effektive mod de frække fluer. Men også ganske besværlige, når man forsøger at indtage faste eller flydende varer !

I aftes havde vi en særlig oplevelse. Først var vi til udendørs barbecue med glimrende mad. Dog noget generet af agressive myg, der med god held indsugede mængder af turistblod.  Og derefter en fantastisk præsentation af stjernehimlen. Den sydlige, vel af mærke. Med al lys slukket omkring os og med fremragende forklaring af vor guide / ranger, der var udstyret med en yderst effektiv laser-lampe, der næsten kunne oplyse hver stjerne !  Vi fik forevist bl.a. Sydkorset, Orion, og andre stjernebilleder. Inkl. de myter og fortællinger, som The Aboriginals tillagde dem. Og vi fik lært, hvordan vi på flere forskellige måder lynhurtigt kan pejle os frem til, hvor Syd er på himlen.  Imponerende syn. Inkl. fjerne, men også tydelige andre galakser ( mælkeveje ). Min gamle interesse for astronomi og planer om at blive astronom, da jeg gik i gymnasiet, fik et gevaldigt lift i aftes!

Og hvad synes jeg så om oplevelserne her ? Inden jeg afslører det, vil jeg sige, at jeg fornemmer, at vore tre besøg i Sydafrika på en måde har ”ødelagt” en del af oplevelsen her.  Meget er det samme i denne store natur.  Og man forventer, at der hele tiden dukker en løve eller et næsehorn frem. Men det gør der ikke. Det højeste man kan drive det til her er et firben og en enkel dromedar.  Forskellen er også, at mens Sydafrikas Bushveld er meget bevokset og afvekslende, så er der her hele tiden masser af det samme.

Jeg ved, at sammenligningen nok er lidt urimelig. Som at sammenligne æbler og pærer. Og der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at det er en meget stor oplevelse af være her. Og oplevelsen bliver formentlig ikke mindre af at sætte sig og komme på afstand. Sådan var det for mig også i Sydafrika.

Når vi kører gennem The Outback her, kan jeg heller ikke lade være med at tænke på min søde niece Helene, der indtil for meget nylig har arbejdet et par år i områder som dette. Nemlig på store kvæg- og fårefarme. Hun var vild med det. Storheden kom blandt andet frem ved, at hun ikke brugte hunde til at samle dyrene. Hun kørte på en stor motorcykel!  Alle dimensioner er bare meget større på disse kanter.

Det er vore oplevelser også ! Og The Olgas tager prisen ! Mere spændende, mere interessante end Uluru. Selv om det er den sidste, der er mest kendt.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Begejstret hilsen fra Sydney og De Blå Bjerge !

Så er vi nået til SYDNEY. En fantastisk flot og spændende by. Ikke bare Jørn Utzons imponerende operabygning, som vi både har beset udefra og indefra. Men hele byen. Havnen. Kvartererne. Bygningerne. Menneskene. Og det er en meget STOR by. Ialt 5,7 millioner bor her. Mere end i hele Danmark. Men de gode australiere har virkelig forstået at arrangere alt på allerbedste vis. Transport, hygge i gaderne, restauranterne, havnefronten, grønne områder, skyskraberne. Og som i andre byer her i landet har de evnet på en virkelig flot måde at passe gamle og nye bygninger ind i hinanden. Her kunne man godt tilbringe meget tid og stadig aldrig være færdig med byen.

Vi bor på Holiday Inn lige ved China Town i Darling Harbour. Opkaldt efter en af de første britiske guvernører herude. Og selve Sydney er opkaldt efter den britiske minister, der var ansvarlig for starten af de mange fangetransporter herud fra omkring 1800.

I går fredag tog vi en fantastisk heldagsudflugt ind i the Blue Mountains – ca. 100 km herfra. Allerede kl. 07.00 blev vi afhentet på hotellet, og vi var først retur knap 12 timer senere. Men en fantastisk dygtig australsk-hollandsk guide og chauffør, Marcelle, fik vi lejlighed til at se og røre ved det allermest spændende, området har at byde på. Først den flotteste dyrepark, vi endnu har besøgt. Med vågne og spillevende koalaer, der ivrigt spiste af deres friske eucapalyptus blade ( vi har det på video ), til energiske kangurooer, der ikke bare spiste af hånden, men også undersøgte, om man havde flere godbidder i lommen. Og til wombat’er, der fredeligt vandrede omkring og gumlede på deres gulerødder. Vi fik at vide, dels af de er koalaens fætter, og dels at de er meget klogere end koalaerne. Og de mest kælne af dem allesammen. Wombat’en er Liselottes absolutte favoritdyr!   

Vi så også en ”lille” krokodille på 4 ½ meter. Og masser af andre dyr. F.eks. en fræk australsk EMU, der pludselig kom luskende bagfra og stjal hele foderbægeret , mens jeg var i gang med at fodre kangurooerne. Men jeg stjal det sågu tilbage igen! Så luskede tyveknægten hastigt videre for at kaste sig over andre uopmærksomme ofre.

Videre på vor tur fik vi lige midt i slangeland (  nogle af de allerfarligste slanger findes i Australien og ikke mindst hvor vi var! ) et grundkursus i kast med boomerang. Ikke så ligetil endda. Succes afhænger af mange ting. Både kasteren, boomerangen, vindretningen og den kraft man kan lægge i det. Poul var den bedste. Hans boomerang kom tilbage og var lige ved at kaste et par af os til jorden!   Den frække knægt!

Efter en rimelig frokost på en imponerende golfklub i bjergene tog vi for alvor på opdagelse i de blå bjerge. Hvorfor blå? Fordi de er dækket af eucalyptustræer med deres meget olieholdige blade. Og den damp de udsender giver et klart blåligt skær.  Inde i et særligt oplevelsescenter fløj vi både med svævebane, gik tur i urskoven med vor MEGET vidende guide Marcelle, og kørte i verdens stejleste kabeltog ( det kørte det meste af vejen i en vinkel på 52 grader! ). Vi så også gamle kulminer fra slutningen af 1800-tallet. Stakkels minearbejdere. Gangene var så lave, at maksimumhøjden for minearbejderne var 1,55 m. De fleste var irere, fik vi at vide. Og de mini-ponyer, der trak kulvognene, blev blinde efter 2-3 år, fordi de aldrig kom ud i lyset.

På hjemturen kom vi igennem Sydneys olympiske by fra legene i år 2000. Meget flot og imponerende også. Og det hele bruges den dag i dag. Der er opstået en helt ny bydel derude.

Den sidste del af turen hjem til Sydney foregik med båd på floden. En flot, flot tur ind under Harbour Bridge og lige ved siden af Sydney operaen.  Sikke billeder jeg har J

I morgen søndag går det så godt 2.100 km med fly ind til Ayers Rock eller Uluru, som de indfødte kalder det. Nye store oplevelser vinker forude!

Posted in Uncategorized | Leave a comment

På vej tilbage til hovedlandet….

Tilbage til hovedlandet…

Så er vi færdige med at indtage New Zealand. Wellington – hovedstaden – var sidste stop i går mandag. Byen er naturligvis opkaldt efter ham den engelske general, der næsten tabte slaget ved Waterloo ( hvis ikke preusseren Blücher i sidste øjeblik var kommet ham til undsætning ).  Det er en hyggelig by i bjergrigt terræn. Med Cable Car og det hele. Vi gik og kørte en tur i byen og beså både de gamle regeringsbygninger og de nye, som kaldes ”Bikuben”. De ligner også sådan én. Vi skulle også ha’ mødt min gamle kollega og medarbejder, George Cunningham, som nu er EU-ambassadør her i landet. Men tiden blev for kort. Han havde ellers inviteret på frokost. Vi nøjedes med at tage en lille én på en fortovscafé over for hans højhus på hovedgaden. Det er her, the All Blacks også holder til. Det var ikke noget med afrikanere at gøre. Det er navnet på det berømte new zealandske rugby landshold. Og landet skal i øvrigt i år være vært for VM i rugby.  Det kommer helt sikkert ikke til at gå stille af.

New Zealand er et fantastisk smukt og afvekslende land. Og hvis bare ikke det lå så forbandet langt væk, er vi alle sikre på, at vi af og til ville kigge indenfor igen. Vi får vi se!

Nu er vi så på vej med alt hvad remmer og tøjler kan klare tilbage mod hovedlandet Australien – nærmere bestemt Sydney. En afstand på et par tusinde km. Det siges, at to af vore danske medpassagerer ( vi er ialt 90 danskere ombord ) blev sejlet agterud i går. At de altså kom for sent til afgangen. Ærgerligt for dem. Nu må de for egen regning flyve fra Wellington til Sydney for at indhente os. Vi ved ikke, om det var nogen fra Albatros-gruppen eller fra den sønderjyske gruppe om bord. Det var ikke nogen af os i Fire-banden. Vi HAR holdt mandtal i morges for at være helt sikre!

Hver aften byder vort gode skib på underholdning i det store teater til flere hundrede gæster. I aftes var det et stort ABBA show. Og selv om det ikke var den rene vare, var det flot og elegant. Ni-mandsorkestret i baggrunden spillede bare lidt for højt. De er nok aflønnet efter, hvor højt de spiller!

Udenfor er vejret dejligt og varmere og varmere. Vi bevæger os også nordpå mod ækvator igen. Og delfinerne springer lystigt langs skibet. Der er ikke andre skibe i sigte end os, så for de venlige havdyr er vi helt sikkert the best circus in town.

Jeg ved godt, at I er kede af ikke at have fået nogle billeder endnu. Men dels vil vi gerne censurere dem stille og fredeligt, når vi kommer hjem J  Og dels er det lokale internet ikke foto-venligt, med mindre man har meget god tid og meget dybe lommer. Så dem får I på en særlig elektronisk fotosite, når vi er vel hjemme igen!

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Mens vi venter på redningsbådene i Stillehavet….

Mens vi venter på redningsbådene på Stillehavet….

Ja, du læste rigtigt! Om lidt går vi i bådene! Endda ude på verdens største ocean !

Men NU kan du godt holde op med at være nervøs for os. Vort gode skib kan ikke gå ind til dagens destination, den lille fransk-new zealandske by Akaroa. Derfor vil 4 af dets redningsbåde fragte os frem og tilbage til havnen.

Egentlig skulle vi i dag ha’ været i Christchurch. Men det grumme jordskælv dér for en måned siden ville det anderledes. Derfor blev det Akaroa. En herlig lille bjergby ved havet. Grundlagt af franskmændene i 1830erne. Men inden de fik sig taget sammen til at starte en egentlig fransk koloni, havde englænderne købt hele området af de lokale Maori-høvdinge. Pyt, sagde franskmændene ( på fransk ). Nu er vi her. Det er et dejligt sted. Vi bliver!  Og derfor begynder mange gadenavne den dag i dag med ”Rue…”. Bageren kalder sin butik Boulangerie. Det lokale museum har et fransk hus, der er intakt fra nybyggertiden. Og Tricoloren vajer stolt fra adskillige offentlige flagmaster i byen.

Selv om det er søndag, holder de fleste forrestninger åbent. Over 2000 krydstogtsgæster var for stor en fristelse. Vi købte dog kun en éngangslighter, 5 små cerutter og – især – noget lokalt bryg til de medbragte tørstige ganer!

I går var også en helt særlig dag – fyldt med en buket af dejlige oplevelser. Vi besøgte New Zealands første universitetsby Dunedin.  Navnet er keltisk og betyder Edinburgh. Det er næsten skotsk altsammen her på disse kanter. Ligesom det flotte skotske højland.

Dunedin var engang landets rigeste by. Man fandt nemlig store guldminer i baglandet for nøjagtig 150 år siden. Faktisk fejrer byen netop i denne weekend 150 års jubilæum for fundet af guldet. Et slags ”guldbryllup”, kan man måske sige. Og det går ikke stille af!

Vor største oplevelse i går var en 70 km tur med veterantog ind i højlandet. Banen hedder Taieri Gorge Railway. Den blev lavet i sin tid for at lukke landet op for eksporten af guldet, fåreprodukter, mælk og smør og mange andre gode ting. Og vel sagtens også mange ting og sager den modsatte vej. Blandt andet også guld-lykkeriddere og andre mindre ambitiøse indvandere.

Det var en fantastisk tur op gennem bjergene i disse gamle, men behagelige jernbanevogne. Ialt 15 af dem fra forskellige tidsaldre – og med 3 nyere japanske lokomotiver foran. Og hyggen blev især sat af de frivillige seniorer, der passede og plejede os på turen. Først med NZ champagne ( Bobbly – som de kaldte det – glimrende ) på morgenstunden, så med forklaringer, historier og historie, blandet med hyggelige stop på de flotteste udsigtspunkter i landskabet og med en dejlig frokost tilsat menneskevenlig lokalt øl. Vore fotoapparater, smartphones og hvad de ellers hedder blev helt rødglødende undervejs. Der bliver meget at se og sortere på under de lange sommeraftener!

Oplevelsen blev ikke mindre af, at vejret opførte sig fra sin allerbedste side. Sol og sommer fra først til sidst. Oplevelser og billeder bliver altså bedre i flot vejr. Og champagnen og humlen smager li’som også bedst i strålende vejr!  En rigtig win-win dag!

Da vi var på toppen af bjerget, kunne jeg ikke dy mig for at ringe til mine to knægte – Claus i Odense og Lasse i Bruxelles. Klokken var midnat fredag aften hos dem. Men pyt. Jeg ved jo, at det er tidligt på aftenen for dem. Forbindelsen gik lynhurtigt igennem ( på 2-3 sekunder ), og lyden var som om den kom fra bjerghytten lige ved siden af!

Da deres første overraskelse over at blive ringet op fra New Zealand havde lagt sig, var de vist glade for opkaldet. Især da vi sammen kunne konstatere, at alt stod godt til i begge ender af verden.

Jeg har forresten ringet til dem fra Toppen før. Første gang fra toppen af Peterskirkens kuppel i Rom. Og anden gang fra toppen af bjerget ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika. Begge gange blev de ret misundelige. De gjorde de måske også i går !

Kommunikation er kernen til alt godt i livet!!

Posted in Uncategorized | 1 Comment

Friske hilsner fra fjordene i New Zealand!

Frisk hilsen fra New Zealands fjorde !

Jeg har helt ondt af jer! Ikke så meget fordi I er i gang med at læse min dagbog lige nu. Men fordi I ikke er her. Lige nu. Midt i det new zealandske imponerende fjordlandskab. Vi sejler lige nu i den tredje fjord, Dusky Sound. Med høje bjerge på alle sider – med skråningerne helt ned til vandet i en vinkel på mindst 60 grader. Og med masser af store og især små vandfald. Stærk brænding fra fjorden alle steder. Det blæser nemlig en pelikan i øjeblikket. Ind imellem regner det også. Men det gør det jo i bjergegne. Denne sydlige del af New Zealands sydø er især beboet af skotter og deres efterkommere. Og det forstår man godt. Meget ligner det vilde landskab i Skotland.

Men det var ikke skotterne, der kom her først fra Europa. Det var hollænderen van Tasman i 1600-tallet. Men da han satte nogle af sine folk i land og så, at de ikke bre blev fanget af de indfødte, men at de blev spist med hud og hår, så smuttede han igen tilbage til Java.  Omkring hundrede år senere kom James Cook til disse egne. Han satte også folk i land, og det lykkedes dem faktisk at overleve et godt stykke tid.

Den egentlige europæiske bosættelse startede først i 1800-tallet. Og de lavede efterhånden aftaler med de lokale maori-høvdinge ( som på denne tid brugte det meste af tiden på at bekrige hinanden ).

I morgen lørdag kommer vi til egnens største by. Den ligger på den mere rolige østkyst af sydøen. Den hedder Dunedin. Den er keltisk og betyder Edinburgh. Her skal vi på en 8 timers togtur ind i det flotte land.  Den tur er vi meget spændte på.

Livet er fortsat dejligt her ombrod. Man kan godt mærke, at alle passagerer er ombord hele tiden i disse dage. Både i restauranterne, i saloner og på de mange dæk. Men der er rigelig plads til alle.  I aftes var vi til Country & Western dans – linedance og det hele. I eftermiddag kan vi gå til et foredrag om jordskælvet i Christchurch for en måneds tid siden. Satellit-TV virker ikke for tiden. Men det gør Internettet heldigvis, så vi ved, at FN omsider har taget sig sammen til at lave no-fly zone over Libyen. Og at problemerne i Japan stiger time for time L

Der er stadig næsten 14 dage tilbage af vort togt down-under. Så oplevelses-genet skal fortsat fodres med alverdens godter!

Mere om det senere.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

På vej fra “Mary-land” til New Zealand !

På vej fra “Mary-land” til New Zealand !

Endnu en hilsen til jer alle her fra down-under. Lige nu 11 timer foran jer. Og på 5 km vand!  Stedet hedder det Tasmanske Hav – mellem Tasmanien og New Zealand. Alt er vel ombord – inklusive vore lille ”fire-bande”.  Eneste negative oplevelser er de konstante forfærdelige nyheder fra Japan. Det går hver dag fra slemt til værre.  Stakkels japanere.  Men det kan i det mindste få hele verden til at føle, at vi er i samme båd allesammen og selvfølgelig derfor skal hjælpe hinanden så meget vi kan.

De sidste par dage besøgte vi ”Mary-land” – eller Tasmanien, som det rettelig hedder. En dejlig ø. Meget flot natur, masser af afveksling, søde mennesker, og masser af oplevelser som på en perlerække.  De første europæiske indvandere kom for ca. 200 år siden. De fleste af dem var britiske straffefanger. Alene til Tasmanien kom der 14.000 af dem. Tidligere havde England sendt fangerne til de nordamerikanske kolonier. Men efter USAs uafhængighed i 1787 var det ikke længere muligt. Derfor måtte Australien stå for tur. De blev brugt til at bygge huse, arbejde i landbruget, osv. Når de havde arbejder dér i nogle år og i øvrigt opført sig ordentlig, fik de deres frihed og blev arbejdere, håndværkere, landmænd og meget andet. Vi fik bl.a. fortalt, at der på Internettet findes fuldstændige fortegnelser over alle skibe og deres last af straffefanger og hvad der blev af dem. Så australierne og dermed tasmanierne kan let finde ud af, hvem deres forfædre var – hvis de altså var nogle af fangerne.

I går besøgte vi en lille landsby, Richmond, som er bygget af fangerne. Næsten alle huse er bygget af gule sandsten – næsten som i Bath i England.  Smuk sted, hvor der stadig er masser af liv. Vi så f.eks. en masse meget livlige elever i den lokale skole. De fleste havde store bredskyggede hatte på. Hvorfor ? For at beskytte dem mod den stærke sol, så de ikke får hudkræft. Denne sygdom er mere udbredt i Australien end noget andet sted. Så Richmonds skole prøver at gøre noget imod det.

Hovedstaden Hobart er en virkelig sød by. Dejligt, livligt havnekvarter. Vort krydstogtskib lå lige midt i byen. Masser af små listige steder overalt. Butikker. Små stræder. Hyggelige pladser. Velindrettede gamle pakhuse. Masser af lystbåde i havnen og ude i bugten. Og vi fik også at vide, hvor Mary havde boet og var vokset op.  Et rigtigt dejligt sted.

Da vi i aftes gled afsted fra Tasmanien, diskuterede vi vore indtryk af Australien ind til nu. Og vi er helt enige om, at vi alle synes rigtig godt om landet. Søde og hjælpsomme mennesker, flot natur, hyggelige byer ( Melbourne og Hobart tager prisen indtil videre ) og et meget menneskevenligt klima. Eneste undren har været hvorlidt Europa fylder i deres medier. Stort set ikke eksisterende. Men det er formentlig det samme hvad angår europæiske medier og Australien. Så der er room for improvement på begge sider!

Ny flyder vi så afsted mod New Zealand. Der er 1.672 km fra Hobart til Milford Sound på sydøen i New Zealand. Derfor er vi på havet i to hele dage – i dag og i morgen. Indtil nu i dejligt roligt vejr. Det skulle ifølge Skipper Stein blive lidt mere uroligt i nat og måske i morgen. Det tager vi som en oplevelse.  Næste destination er 3 berømte fjorde på vestsiden af NZs syd-ø.  De er efter sigende second to none i hele verden. Eller med andre ord: de norske fjorde er i sammenligning som små bække i det danske bakkelandskab J  Vi glæder os i hvert fald til at ”indtage” disse sounds ( som fjorde hedder på sproget her ).

New Zealand ligger stort set stik modsat Danmark på jordkloden i forhold til Danmark. Hvis man stikker en lang strikkepind igennem Danmark på en globus og ind igennem centrum på den, rammer man New Zealand på den anden side.  Det var måske også grunden til, at Danmarks statsminister, D.G. Monrad, i hast rejste til netop New Zealand efter nederlaget til Prøjsen i 1864. Lad mig komme så langt væk som muligt !  Efter en afkølingsperiode kom han dog senere tilbage igen. Mange andre danskere har i årenes løb slået sig ned på disse maori-øer i det sydlige Stillehav. Vi vil se, om vi løber ind i nogen af dem.  Øst for Melbourne ligger der en lille by, der hedder Valhalla. Den nåede vi desværre ikke ud til. Måske er der én til af slagsen på New Zealand !

Posted in Uncategorized | Leave a comment